_edited.png)
Han havde indkaldt alle sine medarbejdere til møde. De havde store problemer, trods de snart havde prøvet alt og hyret nogle af landets bedste og dyreste konsulenter.
Der var god stemning lokalet, folk talte på kryds og tværs. Han var stolt af sine medarbejdere.
Han rejste sig op. Han havde lært, at man skulle vise, hvem der var lederen i flokken ved at tage ordet og sætte retning. Men han havde ingen retning.
”Jeg har kaldt jer ind til dette møde, da vi har store rekrutteringsproblemer. Jeg ved godt, at dette ikke gælder jer alle, men rammes nogle afdelinger, rammes vi alle på et tidspunkt. Jeg har brug for at høre jeres mulige løsninger til problemet og I må endelig ikke holde jer selv tilbage.”
Han kunne mærke, han var træt. Meget af det lød klogt og rigtigt, men det meste havde han hørt før. Da Lotte skulle dele sine idéer, forstod han ikke konkret, hvad hun mente. Han var lige ved at gå videre og takke for hendes input, da han huskede hans psykologs ord. Ja, normalt var han ikke til at modtage hjælp udefra, men i det sidste halve år havde han haft svært ved at sove, og på hans datters utallige opfordringer, havde han været hos en erhvervspsykolog, der vidste noget om organisatoriske kriser: ”Du skal kunne lytte med hele din krop og ikke KUN med dit rationelle sind, for ellers misser du de mulige løsninger, der vil føre din virksomhed ud af krisen”. For du har ikke mentale kasser for de nye løsninger endnu, men du vil kunne sanse, at der er en energi i det sagte, som trækker i dig. Lige nu tror han, at han befandt sig i denne indre tilstand, som hans psykolog havde beskrevet for ham – et indre krydspres mellem hans rationelle sind og hans intuitiv sans.
De andre i lokalet begyndte at blive utålmodige og smugkiggede på deres mobiler.
Men han tog chancen: ”Lotte, jeg er ikke sikker på at jeg helt forstår din ide, men den er anderledes, så jeg vil gerne, hvis du kan folde den mere ud”. Lotte rejste sig op, og spurgte om det var okay, at hun brugte tavlen. Han iagttog Lotte, det var ligesom om, han havde startet et springvand, som han ikke kunne stoppe igen. Hvis nogen havde bedt ham om at gentage, hvad Lotte havde sagt, ville han ikke kunne gøre det.
Pludselig rejste Torben sig op – den ene kok nede fra kantinen - og tegnede med på Lottes tegning på tavlen. Der var ingen tvivl om, at de to forstod hinanden.
Han husker erhvervspsykologens ord: ”Du skal være klar på, at du som leder ikke ved mest, du skal være klar på at miste kontrol, når du skal lede det nye frem.”
Energien i rummet begyndte at ændre sig, de fleste lyttede nu på Lotte og Torben, og flere kom med input. Han opdagede hvilken magt han som leder havde. Dét som han gav opmærksomhed og mandat voksede i rummet.
Og pludselig fik han en kropslig forståelse af ordene: Fremtidens leder går fra chef til leder. Et mod og en intuitiv sans til at lede det nye frem!
For de nye input kommer ofte fra de mennesker, der ikke passer ind i det traditionelle, og løsningerne kan kun vokse sig stærke, når vi som ledere, teamledere, projektledere kan lytte og samle mennesker på tværs af hierarkiet. Vi skal have mod til at tabe stjerner på skulderne, for ellers taber vi de skjulte stjerner i rummet.
Comments