top of page
Forfatters billedeGry Ravn

Status efter hjemrejsen fra Lesbos


Så er vi tilbage i Danmark. Inden vi tog af sted tænkte vi: ”hvad kan vi nå på en uge…?” Nu er der gået i uge. Og jeg føler, at vi har været afsted i en måned. De sidste vigtige aftaler faldt på plads igår på afrejsedagen – som min makker sagde: ”det var god timing”.

VIGTIGE AFTALER - Vi afsætter nødhjælp til andre græske øer, da vi har for meget nødhjælp til Lesbos. – højst sandsynligt bliver det Kos og Leros - Vi støtter økonomisk en nystartet transit flygtningecamp i den nordlige del af Lesbos, syd for Molyvos. Denne transit lejr er midlertidig indtil myndighederne bakker op om en mere permanent transit camp. Denne midlertidige løsning betyder, at flere hundrede flygtninge ikke skal sove på gaden i Molyvos. Help for refugees in Molyvos er det private initiativ, som står bag denne transit camp. - Vi har doneret nødhjælp til Pikpa Camp, "En dråbe i havet" og Help for Refugee. - Vi støtter økonomisk en lokal NGO, Agkalia, der hjælper flygtninge og fattige. - Lesbos' borgmester skaffede os et 400 m2 hovedlager i Kalloni til nødhjælp, som vi nu har overgivet til Help for Refugees. - Lageret har fået den sejeste lageransvarlig Robert Nielsen, der kan tale græsk, tysk, engelsk og dansk. Så ring til Robert, hvis du vil afhente nødhjælp. Tlf. 0030 6988 60 5225. - Robert har skaffet lokale mennesker, som yderligere vil sortere vores nødhjælp i baby, 0- 2 år, 2 – 4 år, 4 – 6 år osv. Det tøj som ikke kan bruges til flygtninge, skal gå til fattige.

FREMTID Folk spørger mig, om jeg skal derned igen. Det regner jeg stærkt med. For alle pengene er ikke brugt endnu og vi skal sørge for at alt kører som planlagt. Men først skal vi danne os et overblik over projektet, lægge en fremtidsplan for de resterende penge og ikke mindst skal jeg kysse på min datter, holde lidt fri samt passe min virksomhed.

Indenfor den nærmeste fremtid kommer der en mere detaljeret beskrivelse af, hvor nødhjælpen befinder sig og hvor mange penge, der er doneret til de forskellige projekter på Lesbos samt hvad de fremtidige planer indebærer.

AFSLUTTENDE TAK & HEP! Til sidst stor tak til alle jer, som har heppet på projektet, til jer der har doneret, sorteret og pakket nødhjælp, til alle jer frivillige der tager imod bådflygtninge - også til jer på de andre græske øer. Det er eddermamme et flot stykke arbejde! Og ikke mindst en stor respekt til lokalbefolkningen på Lesbos, der rummer flere tusinde flygtninge hver dag. Jeg ved godt, at mange af os danskere går i panik, når vi skal modtage et par hundrede flygtninge. – Så kære Lesbos' lokalbefolkning, jeg ved ikke, hvordan I gør, men jeg håber, at vi kan lære noget af jer!

Kærligst G


bottom of page