_edited.png)
Jeg tager fat i et emne, som måske ikke er så nemt. Nemlig at dulme med mad, også kaldet trøstespisning eller overspisning. Lige at spise en eller to ekstra portioner, lige at skulle spise en plade chokolade, når jeg er alene. Jeg ved godt, at jeg ikke får det godt af det, men trangen overtager mig...
Hold da op hvor er den trang stærk. Det er som om, der kommer en kraft udefra og får en til at åbne køleskabet eller gå ned i kiosken - og chokoladen er væk. Men i morgen spiser jeg ikke så meget til morgenmad.
Sådan har mit liv været med et konstant madregnestykke i baghovedet. Først med en lang spiseforstyrrelse i 6 år, og derefter var jeg ligesom millioner af andre kvinder fanget i enten at overspise eller kontrollere min mad-indtagelse.
Jeg har brugt maden til at klare mit liv, til at klare tabet af min mor, at overleve en stor eksamensopgave/arbejdsopgave, at skabe ro indeni, så jeg kunne være alene eller sove. Ja og til min store overraskelse: Til at holde min power, sensitivitet og drømme nede med.
Og sådan gik mit liv, indtil den dag jeg fik nok og besluttede mig for at undersøge, hvad det var for en madtrang, der tog over inden i mig. Jeg gad simpelthen ikke dulme mit liv med mad mere og befinde mig i en venteposition på at føle mig god eller tynd nok. Jeg ville ud med mig! Men hvordan?
Da begyndte en lang rejse - til tider en meget hård rejse - men jeg ville finde løsningen. Jeg vidste, at jeg ikke kunne regne den ud eller kontrollere mig ud af mit madmønster ved hjælp af flere kure eller motionsformer. For det handlede om nogle dybere følelser. Jeg skulle altså ikke bare tale om mit spisemønster, for det havde jeg gjort til hudløshed. Jeg havde nemlig lært at tale så tjekket om det, at det lød som om jeg havde styr på alting. NU skulle jeg ikke tale klogt mere, i stedet skulle jeg ned i min krop og underbevidsthed og forandre mine uhensigtsmæssige mønstre. Jeg fandt en dygtig kropsterapeut, der lærte mig at rejse ned i min krop og underbevidsthed. Dette blev min redning!
Derefter begyndte jeg selv at rejse ned i min underbevidsthed via soulmeditation. Jeg udviklede og afprøvede forskellige former for meditationer, for at se hvad der virkede bedst i forhold til at blive fri af overspisning.
På min indre rejse mødte jeg den side i mig, som til tider havde brug for at dulme og flygte i mad. Jeg mødte den side i mig, som ikke turde at vise verden, hvem jeg er, og som hellere vil ligge under dynen. Jeg mødte mit kreative potentiale, der blev holdt nede af mad. Og jeg mødte den side i mig, som ikke kan lide at skille sig ud af mængden, og som gerne vil blive i komfortzonen.
Ja hold da op, hvor havde jeg mange undertrykte og bange sider indeni, altså dem som vi ikke viser på Facebook. Mig som var så stærk og selvstændig. Mig som bare startede projekter op og talte i store forsamlinger, jeg rummede altså også sider, som var bange og uselvstændige.
F... hvor har jeg ofte håbet på, at disse sider bare forsvandt, så jeg kunne realisere alle mine drømme. Men som 28-årig måtte jeg erkende, at disse sider ikke bare forsvandt af sig selv, i stedet skulle de mødes kærligt og derefter forandrede de sig.
Efter intenst arbejde med mig selv, ændredes mit forhold til mig selv og mad lige så langsomt. Og til sidst kunne jeg, når trangen til at overspise kom, sætte mig ned, mærke og rumme den, hvorefter trangen forsvandt.
Men det bedste jeg fik ud af rejsen var, at jeg fandt min kreative længsel. Jeg fandt dele af mig selv, som jeg havde undertrykt, og som jeg troede jeg ikke kune finde ud af. ”Smerten lå i bund og grund ikke i at jeg overspiste, men i at jeg holdte sider og drømme tilbage.